Læserbrev: Demokratiet er for alle, og derfor skal alle være med

Læserbrev: Demokratiet er for alle, og derfor skal alle være med

01-03-2021, 12:01 - Dinenyheder

Forfatter: Tistrup Mediehus-Pia

SF vil have ministeren til at sikre, at fleksjobbere kan stille op til byrådet

Læserbrev af Gunner Poulsen SF Varde

I løbet af ugen kunne man i JydskeVestkysten læse om den 51-årige Marianne Nygaard Holm, som ikke tør stille op til kommunalvalget, da hun risikerer at miste sit 13-timers fleksjob. Arbejdet i byrådet kan nemlig betyde, at jobcenteret vurderer hendes arbejdsevne til at være mere end de 13 timer. Hun er derfor bange for, at hun risikerer at miste fleksjobbet.

SF Varde har medlemmer med samme bekymring, og derfor har partiforeningen bedt SF’s lokale folketingsmedlem Karina Lorentzen om at gå ind i sagen.

”Demokratiet er for alle, og derfor skal alle være med. Og hvis byrådet skal finde gode løsninger inden for det sociale, så skal vi have dem med, som har mærket det på deres egen krop. ” Siger Gunner Poulsen, formand for SF Varde.

“Der er brug for langt mere respekt for “borgerligt ombud” altså samfundsfunktioner som lægdommere byrådsmedlemmer og andre samfundsfunktioner, der ikke er job, men alligevel er en grundpille i demokratiet. Udførelsen af borgerligt ombud skal ikke tælle med i arbejdsevnen”. Siger Gunner Poulsen

”En i ansættelse må derfor gerne stille op og modtage  vederlag for byrådsarbejde. Men har man et fleksjob, risikerer man at blive presset til at opgive det. Det er urimeligt og skadeligt for demokratiet. ” Fortæller Gunner Poulsen.

På Christiansborg er partikollegaen Karina Lorentzen fra SF enig , SF har flere gange fået bekræftet, at i hvert fald førtidspensionister kan stille op. I et notat fra Indenrigs- og socialministeriet, som Jobcenter Varde har skaffet, står der, at byrådsarbejdet kan have betydning for et fleksjob. Derfor vil Karina Lorentzen spørge til, om ministeren vil ændre reglerne.

”Lige nu er reglerne uklare for, om man kan beholde et fleksjob ved at stille op. Og der bør loven på området være helt klar. For selvfølgelig skal man kunne stille op uden at skulle frygte for, om man kan beholde sit job, og derfor har jeg spurgt indenrigsministeren om han vil lave reglerne om” siger Karina Lorentzen, retsordfører for SF.

Spørgsmålet til indenrigsministeren:

“Vil ministeren bekræfte - som omtalt i JV 24.2 i artiklen “Kan miste jobbet: Marianne tør ikke stille op til byrådet - at reglerne, som de er nu, reelt vil afskære mennesker i fleksjob fra at stille op til byrådet, fordi disse naturligvis ikke tør løbe risikoen, og vil ministeren tage initiativ til, at lave reglerne om, så det er klart, at fleksjobbere naturligvis også kan deltage i demokratiet uden at risikere deres fleksjob. Ministeren bedes ligeledes, i fald han ikke vil lave reglerne om, angive meget nøje, hvornår en fleksjobber rammer loftet for byrådsarbejde i forhold til sit fleksjob, så i det mindste noget af uklarheden fjernes.”    

Gunner Poulsen (sfvarde@gmail.com) Tlf 30245872

Karina Lorentzen Dehnhardt (karina.lorentzen.dehnhardt@ft.dk) Tlf 61623045

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, samt til at føre statistik over antallet af besøgende.
Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.
Accepter cookies